Dato:
03. sep 2021
Titel:

Gymnasielever til workshops hos musikskolen

Tekst:

Trekantområdets festuge var torsdag nået frem til elever fra Vejen Gymnasium og HF, hvor de blev budt på musikalske piña colads. Som en del af festugen deltog 15 gymnasie- og HF-elever på to workshops om musikproduktion og elektronisk musik hos Vejen Musikskole.


Her kunne eleverne enten prøve kræfter med at skabe deres egen elektroniske musik på computere og eller indspille et cover af 70’er hittet “Escape” - bedre kendt som “piña colada-sangen”. For at indspille et musiknummer er ikke så nemt, som det umiddelbart kan lyde, forklarede musiklærer Bue Thysen, der underviste i musikproduktion, efterfølgende:

“Det musik, der kommer ud af højtalerne, bliver aldrig det samme som det, man hører, når man sidder i rummet og spiller det. Så den overgang er altså ikke smertefri, men til gengæld spændende. Så vi har arbejdet med, hvordan vi optager det, der sker i rummet, og får det til at lyde interessant, når det kommer ud af højtalerne bagefter.” 

Derfor blev eleverne fordelt ud på både trommer, xylofon, klaver og guitarer, der alle var udstyret med en særskilt mikrofon, så eleverne løbende kunne høre og justere på lyden fra de enkelte instrumenter i et musikprogram på computeren. Efter mange justeringer, kunne de til deres eget cover af den gamle hitsang.

Ny baggrundsviden
Eleverne har ugentlig musikundervisning på gymnasiet og HF, men elektronisk musik og musikproduktion er ikke en del af det almindelige skema.

“Workshoppene her giver en helt anden baggrundsviden om, hvordan rytmisk musik er skruet sammen. Samtidig giver det også eleverne en fornemmelse af, hvor mange muligheder man har for at justere lyden efterfølgende. Det er med til at skabe en forståelse for selve skabelsesprocessen i musik,” lød det efterfølgende fra Kirsten Fensteen Stuckert, musiklærer på Vejen Gymnasium og HF.

Den nye viden skal da også benyttes fremadrettet i musikundervisningen:

“Det skal vi bestemt bruge, når vi skal analyserer musik i teoriundervisningen, og samtidig har det også har givet os noget perspektivering på den musik, som vi normalt arbejder med.”

Hos eleverne var der også begejstring for den lidt anderledes musikundervisning:

“Det har været vildt fedt, fordi vi har lært en masse nyt og oplevet, hvordan man optager musik,“ lød det fra Andrea Keisen, der går i 2.g og under workshoppen spillede på elektrisk guitar.

Sangvalget faldt også i god jord:

“Det var et fedt sangvalg. Man kan bringe mange forskellige instrumenter ind i den, og jeg synes, vi lykkedes godt med at skabe harmoni i vores sammenspil,” sagde Andrea Keisen